På Gladsaxe Idrætscenter finder du et væld af forskellige udendørsfaciliteter, som du kan læse om herunder.
Du kan åbne kortet over Gladsaxe Idrætscenter her.
Du finder link til priser og booking i bunden af siden.
Adgangsbrik til beach-kassen
Hvis du har en adgangsbrik til træningskasserne og saunaen, har du også adgang til beach-kassen, der står ved beachbanen i Cafehaven på Gladsaxe Idrætscenter.
Sådan sætter du beach-nettet op
Læs synstolkningen af videoen
Magnus Schjønnemann Erck, der er idrætskonsulent, fortæller og viser, hvordan man sætter beach-nettet op.
Man ser Magnus sidde ved siden af beach-banen med beach-nettet, og udstyret til at sætte nettet op, foran sig. Han fortæller:
”Hvis man aldrig har samlet sådan et beachvolley-sæt her, så kan det godt måske forekomme en smule forvirrende at finde ud af, hvad det er for nogle dele. Så nu starter vi lige med at gennemgå det, og så viser vi, hvordan man sætter banen op bagefter.”
Magnus peger på de gule stolper og fortæller:
”Der er sådan nogle stolper her, som nettet skal monteres på, og de er i tre dele. Det her er en samlet, og de ser sådan ud, når de ligger i tasken.”
Magnus peger på nettet, på pløkkene og bardunerne og fortæller:
”Her er nettet og fire pløkke, som kommer til at blive brugt med de her barduner, som spænder hele systemet ud.”
Magnus peger på nogle røde snore og nogle pløkke og fortæller:
”Og så har vi det her røde snorværk, som bliver sat i sandet med de her pløkke, som viser banens størrelse.”
Man ser Magnus stå ved beach-banen med de røde snore og nogle pløkke, men han fortæller:
”Den første ting, man skal gøre, det er at få markeret banen og hvor nettet, det skal stå i sidste ende. Der er de her små røde løkker på snoren. Dem er der seks af, lige som der er seks pløkke. Så det er egentlig bare at få trukket snoren ud og få lavet en bane, der er dobbelt så lang på langsiden, som i enderne.”
Man ser Magnus trække snoren ud på beach-banen og sætte pløkkene i sandet.
Man ser Magnus stå ved en markeret bane og med resten af udstyret liggende i sandet foran sig, mens han fortæller:
”Når nu man så har fået lagt tingene ud: en stolpe på hver side, to pløkke, to barduner på hver side, nettet i midten, så er det rimelig nemt at gå til i virkeligheden.”
Magnus sætter sig i hug, tager den hvide strop og sætter den i en krog på den gule stand, mens han fortæller:
”Den hvide strop her, den placerer man i den øverste eller anden øverste krog afhængig af, hvor højt, man vil have nettet til at sidde. ”
Magnus tager de gule barduner og fortæller:
”Bagefter har man de her barduner, som man også skal have til at sidde, og de har altså to forskellige størrelse løkker.”
Magnus sætter løkkerne fra bardunerne på for oven på stolpen, men han fortæller:
”Det er den største af løkkerne, der skal op omkring stolpen her. Det giver også sig selv, når man får prøvet sig frem. Så putter man altså bare begge løkker på. Så ligger det klar. Og det kan man måske med fordel gøre klar i begge sider.”
Man ser Magnus stå på beach-banen med en krolfkølle i hånden, mens han fortæller:
”Nu har vi lige snydt lidt. En god måde at komme i gang med det her på, også selv om man kun er to, det kan sagtens lade sig gøre, det er, at en lige står og holder stolpen, og den anden får lige spændt de her barduner ud cirka 45 graders vinkel fra nettets vinkel.”
Man ser Magnus pege ud på bardunerne, der er spændt ud, men han fortæller:
”Og gerne sådan omkring tre meter ud fra stolpen.
Man ser Magnus gå ud over beach-banen med en krolfkølle i hånden, mens han fortæller:
”Hvis man synes, pløkkene er lidt svære at få trykket i med ren hånd- eller armkraft, så må man altså gerne gå over og finde sådan en krolfkølle her og tage den til hjælp.”
Magnus peger på pløkken i sandet, mens han fortæller:
”Det kan være en fordel, hvis man får sat pløkken i sandet med en vinkel på i forhold til, hvor bardunen kommer fra. Og så er det også en fordel at få trykket pløkken ned til sandet.”
Man ser nettet spændt ud mellem stolperne, og Magnus holde ved nettets nederste strop, mens han fortæller:
”Nu mangler vi kun en ting, og det er sådan set at få færdigmonteret nettet, og det gør man ved at trække i det, så man får det monteret i midten af banen.”
Man ser Magnus trække i nettet og sætte røde snore fast for oven og for neden på stolpen, mens han fortæller:
”Der sidder sådan nogle små huller i de her røde snore, og dem kan man lige få op om krogen. Det samme kan man gøre hernede i bunden”. Nu er det ikke fordi, det her net skal være fuldstændig vanvittig stramt, for så kommer man bare til at rive banen op og så kan man starte forfra. Det skal bare lige være sådan, at banen står pænt, og så er man klar til at spille.”
Man ser en panorering af nettet, der står færdigrejst på banen. Der fades ud til blå farve.
I udkanten af Gladsaxe Stadion ved Isbanevej finder du baner til udendørs bueskydning.
Du har som medlem adgang til at deltage ved såvel skivestævner som skov- og feltstævner, og skulle du have lyst, er der mulighed for at deltage ved stævner næsten hver weekend året rundt.
Kontakt Gladsaxe Bueskytte Klub, hvis du kunne tænke sig at udøve sporten. Folk i alle aldre er velkomne!
Gladsaxe Bueskytte Klubs hjemmeside: www.gladbue.dk
Kontakt klubben på email: [email protected]
Dirt Jump banen og mountainbike-sporene er et gratis tilbud, du frit kan benytte. Det kræver en Dirt Jump cykel eller mountainbike. Du finder sporene bag Caféhaven bag Gladsaxe Svømmehal.
Glad Dirt
Glad Dirt er en gruppe entusiatiske frivillige, der udvikler banen, og hvis du gerne vil være med, så kan du kontakte dem via deres Facebook-gruppe Glad Dirt.
Leje af cykler
Idrætsanlæggene har fem Dirt Jump cykler, 10 Mountain Bikes og to BMX-cykler, som vi udlejer til grupper. Man kan sagtens være flere om én cykel. Kontakt Idrætsanlæggene i Gladsaxe, hvis I er en gruppe, der ønsker at leje cykler.
Hvis du ønsker at booke banerne, kan du gøre det via linket længere nede på siden.
På Gladsaxe Idrætscenter har vi både opvisningsbane, natur- og kunstgræsbaner, som både private og foreninger kan bruge. Læs mere om fodboldbaner på Gladsaxe Stadion.
Friluftsbadet er åbent og frit tilgængeligt både i sommer- og vintersæsonen. Læs mere om Friluftsbadet.
Når golf møder kroket, får man krolf!
Krolf spilles med kroketkøller og -kugler, men spilles ikke med porte, ligesom i almindelig kroket. Derimod spilles der på en mere naturpræget bane, hvor kuglen skal i hul på færrest muligt antal slag, ligesom i golf.
Du finder kort over banen og regler for spillet her.
Hvis du har en adgangsbrik til træningskasserne og saunaen, har du også adgang til beach-kassen, der står ved beachbanen i Cafehaven på Gladsaxe Idrætscenter.
I Caféhaven finder du et væld af frit tilgængelige faciliteter, som hoppepude, friluftsbad, sandkasse, gynge og en pannabane. Området er frit tilgængeligt og gratis at benytte.
Pigeværelset er placeret ved Gladsaxevej 200. Legeladsen indbyder til både leg, sjov og hygge med vennerne. Så kom og hæng ud og tag en tur rundt på stationerne på legepladsen.
Pigeværelset er ikke kun en legeplads; den er også et regnvandsbassin, som ved kraftig regn og skybrud fungerer optager de store mængder vand, som falder på store dele af idrætscenterets område. Vandet bliver tilbageholdt og forsinket i bassinet og løber derefter ud på Vandledningsstien. Bassinet er en del af Klimakvarteret Høje Gladsaxe.
I regnvejr kan børnene stadig lege på legepladsen - regnvandet er kun en af udfordringerne.
Vær opmærksom på, at der ved meget kraftig regn kan stå vand i en halv meters dybde i bassinet.
På Gladsaxe Idrætscenter har vi en oplyst løberute på 1,75 km med 17 forhindringer langs ruten. Denne kan dermed supplere din almene løbetræning - særligt i de mørke timer hen over døgnet og året - men er også et glimrende tilskud til din OCR-træning.
Læs mere på gladsaxe.dk/udetræning.
Padel minder meget om almindelig tennis og kan spilles som både single og double.
Den største forskel fra almindelig tennis er, at banen har vægge, og bolden må spilles op ad væggene ligesom i squash. Hvis banen er ledig, er den frit tilgængelig.
Bassinet har som hovedformål at opsamle regnvand ved ekstreme regnskyl, derfor kan der forekomme vand i bassinet, således at det ikke kan benyttes.
Petanquebanerne bliver flittigt brugt af Søborg Petanque Klub, men du kan også leje dem som privatperson.
Petanque er for alle, og du finder vores baner lige ved siden af tennisbanerne.
Tag venner og familie i hånden til et spil og husk, at I selv skal medbringe petanquekugler.
Book petanquebanerne via linket længere nede på siden.
Banen er placeret ved Gladsaxe Skøjtehal på Isbanevej og omfatter Quarter pipe, Spine og Bank-ledge og en pumptrack til at cykle på.
Underlag og ramper er støbt i beton.
- Banen er åben hele året og frit tilgængelig.
- Det er på eget ansvar at benytte banen - kommunen har ingen forsikring som dækker eventuelle skader.
- Der er både skatere, børn på løbehjul og dirt bikes på banen. Husk, de uskrevne regler om at man kører sin tur færdig. Kig op og hold øje med hinanden.
Hvis du gerne vil booke banen, kan du gøre det via linket længere nede på siden.
Street-området ligger på hjørnet af Gladsaxevej og Isbanevej, hvor du både finder basketbane, floorball-bane og street fodboldbane.
Hvis du gerne vil skate, er der en skaterbane med pumptrack til dirt bikes ved siden af Gladsaxe Skøjtehal.
Hvis du gerne vil booke banen, kan du gøre det via linket længere nede på siden.
På Gladsaxe Stadion finder du faciliteter til softball og baseball.
Hvis du ønsker at være medlem af Gladsaxe Softball og Baseball Klub, så kontakt formand Lars Nielsen.
Mail: [email protected]
Telefon: 40 13 94 62
Hvis du gerne vil booke banerne, kan du gøre det via linket længere nede på siden.
Gladsaxe Idrætscenter har fire tennisbaner på grus og en helårstennisbane på kunstbane.
Tennisbanerne benyttes primært af Gladsaxe Tennisklub.
I perioden maj til oktober lejes banerne også ud til private.
I Caféhaven finder du både et stort træningsrig, træningspladsen Buret og træningskasserne. De to førstnævnte er gode til at træne både OCR- og funktionel træning, og træningskasserne rummer udstyr, der kan bidrage til begge former for træning ved at gøre det hele mere sjovt og effektivt.
Du kan læse mere på gladsaxe.dk/udetræning.
Hvis du ønsker at booke faciliteter i Caféhaven, kan du gøre det via linket længere nede på siden.