Forsyningsselskabet Novafos skal lægge ny vandledning og bliver nødt til at spærre for ind- og udkørsel fra Gladsaxe Møllevej til Gladsaxe Ringvej fra 27. til 30. november. Ledningen omlægges for at gøre plads til Hovedstadens Letbane.
Novafos skal lægge en ny regnvandsledning i Gladsaxe Ringvej på tværs af Gladsaxe Møllevej fra fredag 27. november til mandag 30. november 2020. De er derfor nødt til at spærre for al ind- og udkørsel for bilister til Gladsaxe Møllevej hen over weekenden.
Novafos har koordineret arbejdet med TDC, der også skal flytte deres ledninger på tværs af Gladsaxe Møllevej i samme weekend. De beklager på forhånd de gener, man kan opleve på grund af arbejdet.
Arbejde i døgndrift lørdag søndag
Novafos begynder arbejdet fredag aften klokken 18, hvor de afspærrer arbejdsarealet og lukker for adgangen til Gladsaxe Møllevej. Samme aften foretager de det mest støjende arbejde. Novafos arbejder i døgndrift lørdag og søndag. Når de er færdige med arbejdet, fjerner de afspærringen, og der vil igen være åbent for ind- og udkørsel fra mandag morgen klokken 6.
Arbejdet er planlagt hen over en weekend for at genere trafikken mindst muligt.
Adgang til Gladsaxe Møllevej via Tobaksvej
Mens Novafos arbejder, kan bilister køre ind og ud af Gladsaxe Møllevej via Tobaksvejen. Der vil dog være adgang for gående og cyklister fra Gladsaxe Ringvej til Gladsaxe Møllevej under arbejdet.
Der vil være et spor i retning mod Herlev på Gladsaxe Ringvej, mens Novafos arbejder. Busstoppestedet bliver ikke påvirket af arbejdet i forbindelse med krydsningen af Gladsaxe Møllevej.
Hvis man har spørgsmål til arbejde, kan man kontakte Novafos på mail til [email protected]