Ledningsomlægninger gør det nødvendigt at spærre venstre side af Buddingevej mellem rundkørslen og Klausdalsbrovej i retning mod Lyngby fra 27. juni 2020 til januar 2021
Forsyningsselskabet Novafos omlægger ledning på den venstre side af Buddingevej mellem rundkørslen og Motorrring 3 i retning mod Lyngby. Det samlede arbejde begyndte i april 2020 og forventes afsluttet i juli 2021. I weekenden den 27. og 28. juni 2020 tager Novafos fat på næste etape i arbejdet, som er mellem Klausdalsbrovej og rundkørslen i Buddinge. Denne etape forventes afsluttet i januar 2021.
Trafikken omlægges til højre side
Buddingevej afspærres mellem Klausdalsbrovej og rundkørslen, og trafikken flyttes derfor over i højre side af Buddingevej mod Lyngby. Der bliver et spor i hver retning, så det fortsat vil være muligt at køre i begge retninger. Fodgængere og cyklister kan stadig gå og cykle i begge sider af Buddingevej.
Ændrede adgangsforhold
Mens arbejdet står på, vil adgangsforholdene for Fremtidsvej og Kildebakken være midlertidigt ændrede med slukkede lyskryds. Fra Buddingevej vil man ikke kunne svinge til venstre ad Fremtidsvej og Kildebakken, når man kører i retning mod rundkørslen. Fra Fremtidsvej vil man ikke kunne svinge til venstre ud på Buddingevej. Der vil være ubetinget vigepligt fra begge sideveje.
Der vil stadig være adgang til ejendomme i venstre side af Buddingevej, selv om vejen er inddraget til arbejdsareal. Novafos har direkte kontakt til de ejendomme, der kan blive berørt af arbejdet.
Tung trafik og støj
Der vil i hele arbejdsperioden være tung trafik med lastbiler og andre arbejdsmaskiner, der kører til og fra området. Der kan også være støj, vibrationer og støv pga. arbejdet. Novafos arbejder som udgangspunkt mellem kl. 7 og kl. 18. Ved planlagt arbejde uden for normal arbejdstid, vil Novafos informere om det.
Novafos og andre ledningsejere koordinerer arbejdet
Novafos koordinerer arbejdet med andre ledningsejere, der skal flytte deres ledninger. På den måde generes trafikken og naboerne mindst muligt. Når Novafos er færdige med at flytte ledninger, fortsætter Hovedstadens Letbane og deres entreprenør CG Jensen arbejdet med at anlægge letbanen.
Novafos lukker for vandet
Arbejdet kan betyde vandafbrydelser, lavt tryk eller rustpartikler i vandet. Novafos varsler længere afbrydelser af vandet dagen i forvejen på sms, mens afbrydelser under 15 min. ikke vil blive varslet. Du kan tilmelde dig Novafos’ sms-service på www.novafos.dk/selvbetjening. Oplever du problemer med rustpartikler i vandet, kan du lade vandet løbe, til det igen er klart. Ved lavt tryk kan du rense filtret på blandingsbatteriet. Rustpartikler eller misfarvning af vandet er ikke sundhedsskadeligt. Vandkvaliteten kontrolleres løbende i arbejdsperioden.
Læs mere om Novafos’ arbejde med at gøre plads til byggeriet af Hovedstadens Letbane
Hold dig opdateret på trafikken
Mens der er vej- og gravearbejde, vil der visse steder opstå kødannelse eller være midlertidige omkørsler.
På gladsaxe.dk/trafikinfo har vi samlet information og links til de tjenester, hvor du kan holde dig opdateret på trafikken lige nu, så du bedst muligt undgår gener.