Mørkhøjborgere på lydvandring foldede ørene ud og lyttede til larm og melodiøse lyde for at give Gladsaxe Kommune et mere nuanceret perspektiv på støj.
- Vi har valgt at teste lydvandring af som værktøj i forbindelse med byplanlægning og for at arbejde med, hvordan vi kan få nye perspektiver på trafikstøjen, fortæller Frida Serup Nielsson, byplanlægger i Gladsaxe Kommune.
Med spidsede ører og en udleveret iPad i hånden vandrede borgerne gennem grønne arealer og store veje ved Mørkhøj Bygade. På udvalgte steder kiggede borgerne sig omkring, lyttede til og bedømte områdets lyde med ønsker om, hvordan de syntes, lyden burde være.
Lyde påvirker forskelligt
Fuglefløjt, bilkørsel, børns legen og råben. Der er mange lyde i lokalområdet. Nogle synes børnelarm er herlig – andre irriteres. De fleste synes trafikstøj er en gene, men hvor generende støjen er, varierer fra person til person.
- Omgivelserne påvirker vores opfattelse af lyde. Hvis der er noget kønt og grønt at kigge på, bliver vi generelt mildere stemt overfor generende lyde, forklarer Christer P. Volk, Senior specialist i Senselab hos FORCE Technology.
Lydvandringsborgerne skulle blandt andet vurdere, hvor behageligt, stressende, påtrængende og passende lydmiljøet var på de udvalgte steder, samt om lydene kom fra mennesker, naturen, trafikstøj eller andet. Der lyttedes både til støj, som ønskes dæmpet, samt lyde som ønskes bibeholdt eller fremhævet.
Et instrument i ny byplanlægning
- Som byplanlæggere har det stor værdi at gå rundt i området sammen med beboerne, og vi glæder os til at se resultaterne for borgernes lydvandring, siger Frida Serup Nielsson.
Mørkhøj Bygade ligger i krydsningen mellem grønne områder, boliger og erhverv. Trafikalt ligger den mellem mindre lokale veje, en større trafikeret vej og Hillerødmotorvejen, med meget støj - og derfor et egnet sted at fortage en lydvandring.
Lydvandringen kan nuancere det billede kommuner normalt får af støjen, og den viden kan benyttes som et instrument i planlægningen af nye områder.
- Måske kan det ikke aflæses direkte i planerne, men det er en viden, som vil ligge bagved beslutningerne om, hvordan omgivelser, med eksempelvis grønne områder, planlægges i forhold til støjen, siger Frida Serup Nielsson.
Lydvandringerne blev arrangeret af By- og Miljøforvaltningen i forbindelse med den årlige International Noise Awareness Day.